
Japansk krystalslik er helt perfekt at lave i sommerferien, så den er også med i sommerslik-light kittet – krystallerne skal nemlig stå og tørre i en uges tid – ja, helst en hel uge – måske endda 10 dage, men de er ventetiden værd
Japansk krystalsik, ca. 30 stk:
12 g agar agar
200 ml vand
380 g sukker
5 ml aroma
Spiselig farve, jeg har brugt blå og pink til en dyb lilla
1 spsk smagløs olie
– evt spiseligt glimmerguld til pynt
Du skal også bruge:
Stålgryde
Ske
Fad eller bøtte ca 20 x 20 cm
Bagepapir
Kniv
Pensel / børste eller fingrene til at male guld på krystallerne
Sådan gør du:
- Start med at smøre beholderen med lidt olie
- Hæld agar i en gryde sammen med vand og lad det stå i 10 min og udvikle sig
- Sæt gryden på komfuret og lad massen koge op. Massen skal koge i to minutter – rør gerne i gryden, så agar agar ikke falder til bunds
- Tilsæt nu sukkeret og kog massen op igen, massen skal koge i mindst to minutter – rør gerne i gryden, så agar agar ikke falder til bunds
- Når massen begynder at tykne slukker du for varmen og tilsætter din aroma
- Hæld din masse over i beholderen
- Nu kan du tilsætte din farve, eller flere farver ved at tage lidt farve på enden af en ske og fordel den rundt i massen, så massen kommer til at ligne marmor
- Sæt din beholder i køleskabet en times tid indtil den er helt kold og har sat sig
- Vip din sukkermasse ud af beholderen og skær den ud i smukke krystaller, eller du kan stanse forme ud med en lille småkageform. Husk at du kan bruge alle dine afskårede stykker som ekstra “knas” på toppen
- Sæt dine krystaller til at krystaliserer på et stykke bagepapir ved stuetemperatur
- De skal stå en 7-10 dage, men test gerne daglig hvordan det går. Når du er glad for din konsistens, så kan du lægge dem i en lufttæt beholder, så stopper krystaliseringen
- Hvis du gerne vil male dine krystaller med guldmaling, så hæld en 5-10 dråber vand ned i posen og mal/smør guldet ud på dine krystaller
TIP 1: Du kan også pynte dine krystaller med krymmel, krymmel skal hældes på krystallerne lige efter at de er skåret ud, ellers sætter krymlet sig ikke fast
TIP 2: Der bliver ca. 30 krystaller af denne opskrift – så du kan også overveje at halvere din portion og så lave to forskellige smage.
Agar agar er en vegansk geleringsingrediens. Den er virkelig nem at bruge og kan bruges til helt vildt mange fantastiske lækkerier. Mest kendt er de japanske krystaller..:-)




