
Der er noget med den kombination af en sej vingummi og silkeblødt skumfidus der bare fungerer helt perfekt! Her er min yndlingsopskrift på kombinationen i form af de lækreste æbleringe med skumfidus på bagsiden.
Sure æbleringe med skumfidus, ca. 18 stk:
Til æblevingummi skal du bruge:
20 g gelatine
1/2 dl kogende vand
100 g vand
150 g sukker
75 g glukose
spiselig farve (her er brugt gul og blå = grøn)
5 ml æblearoma
50 g sukker og 1 tsk citronsyre til den syrlige sukkerblanding
Til skumfidus skal du bruge:
10 g gelatine
1/4 dl kogende vand
50 g vand
75 g sukker
35 g glukose
1/2 spsk. spiselig smagløs olie, eks solsikkeolie
Du skal også bruge:
To gryder
To stålske
To små skåle
1 spsk. smagløs olie
En sprøjtepose med en stor tylle på ca. 6 mm (eller en frysepose, hvor du klipper et lille hul i bunden)
Et højt glas eller lignende for at gøre det nemt at hælde skumfidusmassen ned i sprøjteposen
En stor skål
En håndmixer eller et piskeris
Et termometer der kan måle op til 125 grader
Støbeform af silikone (ligger i sommerferiekittet)
Sådan gør du:
- Hæld gelatinen i en lille skål og hæld 1/2 dl kogende vand over, rør rundt og sæt den til side, den skal gerne holde sig flydende, indtil den skal i sukkermassen
- Hæld vand, sukker og glukose i en gryde og varm den op til 125 grader. Hav gerne låg på din gryde, så alle sukkerkrystaller smelter
- Sluk for varmen og tilsæt gul farve og meget MEGET lidt blå farve, så massen bliver en flot grøn farve. Tilsæt æblearoma og gelatine og rør rundt – og nu skal det gå lidt stærk!
- Fyld dine silikoneforme halvt op med vingummimassen. Jeg har en hældetud på min gryde, så det gør det lidt nemmere. Synes du det er svært at hælde fra gryden kan du bruge en pipette til at få vingummimassen over i formene med, eller en ske, men så skal det gå ekstra stærkt. Bliver vingummimassen lidt for hurtigt tyk i gryden, så kan du forsigtigt varme gryden op igen.
- Lad massen sætte sig på køkkenbordet i formene til næste dag (i køleskab går det hurtigere, måske en times tid)
- Næste dag står den på skumfiduslaget. Start med at oliere din sprøjtepose indvendigt med en spiselig olie, så er det nemt at gøre rent bagefter. Sæt din tylle på og sæt sprøjteposen med åbningen nedad i et højt glas, så det er nemt at hælde skumfidusmassen ned i sprøjteposen.
- Så koger du skumfidusmassen op på nøjagtig samme måde som vingummimassen, dog uden farve og aroma. Husk at starte med at mixe din gelatine, så den er klar når du skal bruge den.
- Når du har tilsat din gelatine til skumfidusmassen hælder du den over i den store skål og pisker den helt hvid og tyktflydende. Skumfidusmassen skal ikke være meget sej, men lidt tyktflydende a la yoghurt.
- Hæld din skumfidusmasse i sprøjteposen og sprøjt skumfidusmasse ud over vingummimassen i støbeformen. Lad den sætte sig på køkkenbordet til dagen efter – eller i køleskabet, hvor det godt kan går hurtigere. Skumfidusmassen har sat sig, når du kan røre ved den uden at den ”trækker tråde” fra din finger. Den må gerne være lidt klistret, men må ikke ligne Garfield der spiser lasagne…:-)
- I en lille skål laver du din syrlige sukkerblanding af 50 g sukker og en tsk citronsyre (kan du ikke lide surt, så undlad citronsyren).
- Smut dine æbleringe ud af formen og vend dem i sukkermassen og sæt dem til at tørre for eksempel på et stykke bagepapir eller en tallerken drysset med sukker
- De kan spises med det samme, men jeg synes, de er rigtig gode efter en dag mere på køkkenbordet
TIP: Sæt evt. din skål med gelatine i et varmt vandbad, hvis du kan se at tiden løber for dig. Gelatinen skal være varm og tyktflydende uden klumper når den lægges ned i gryden
#Sommerferie #sureæbleringe #slikopskrift #hjemmelavetslik #opskrift





